©  Foto:

FDB Møbler Gilleleje

FDB Møbler Gilleleje er en inspirerende møbelforretning som ligger i forbindelse med Kulturhavnen i Gilleleje. Her finder du det bedste fra FDB Møbler, men også håndplukkede møbler og accessories fra klassiske og toneangivende danske og udenlandske designere og brands.

Mere end FDB Møbler

FDB Møbler Gilleleje vil gerne kunne tilbyde dig noget ekstra, og selvom FDB stadig er kernen i butikkens DNA finder, du mere end FDB Møbler her.

Butikken har et nøje kurateret udvalg af primært nordiske designbrands, som alle lægger sig tæt op ad FDB's stolte designtradition om veludført håndværk, gennemført design, god funktionalitet og høj kvalitet.

FDB Møbler Gilleleje forhandler bl.a. Cane-line, Cozy Living, Juul, Klassik Studio, Linie Design og Secto, samt andre prisvindende og toneangivende, danske og udenlandske designbrands, mange med fokus på bæredygtighed. 

Som kunde finder du et bredt udvalg af møbler til ude og inde, tæpper, lamper og brugskunst, blandt andet i form af duge, puder og keramik.

FDB er i dansk designs DNA 

Dansk design er et veletableret brand, som i årtier har været en international salgssucces. Det er kendt for en enkel, minimalistisk stil og høj kvalitet. Nutidens designere bruger ofte historiske referencer i deres arbejder, derfor er det interessant at kende baggrunden og filosofien bag det særlige danske design.

Det begyndte med funktionalismen

Allerede i 1920-erne var arkitekter ude i verden, med Le Corbusier i front, ved at revolutionere design af alt fra boliger til brugskunst. De gjorde op med det tilbageskuende, dekorerede og unødvendige. Der skulle skæres ind til benet, og kun det strengt funktionelle måtte stå tilbage. Funktionalismen var født.

Upopulær og elitær stil

Den købte den brede befolkning nu ikke, for folk var ikke klar til at give afkald på stuklofter og polstrede møbler. I Danmark var der hverken opbakning i markedet, blandt producenter eller forhandlere. Stilen blev opfattet som elitær, næsten menneskefjendsk. 

Et folkeligt projekt for et bedre liv 

Men en lille gruppe så andre perspektiver i funktionalismens ideer. Det handlede ikke kun om at gøre op med fortidens stil, men at skabe et bedre liv for den brede befolkning. En af dem var FDB’s direktør Frederik Nielsen.

Børge Mogensen og FDB Møbler

I 1942 oprettede FDB eget møbelkontor med møbelarkitekt Børge Mogensen som chef. Den stil, som siden blev synonym med FDB Møbler, blev lagt. Grundtanken var, at en moderne funktionalistisk boligindretning ville betyde et markant løft af livskvaliteten hos den enkelte dansker og i samfundet som helhed.

Egen fabrik sikrer produktionen

Danskerne var ikke helt med på at tage de funktionalistiske møbler til sig, og det var svært at finde fabrikker, der kunne løfte opgaven. Derfor købte FDB i 1947 møbelfabrikken Tarm Stole- og møbelfabrik, hvilket gav nogle helt nye muligheder.

FDB havde nu fuld kontrol gennem alle led fra produktion til salg, møblerne kunne masseproduceres og omkostningerne bringes betydeligt ned. 

En kollektion af klassikere

Samtidig kunne Børge Mogensen og hans hold af designere efterhånden præsentere en imponerende kollektion med flere af de møbler, der i dag er kendt i det meste af verden som klassikere.

Funkis bliver hot

Timingen var perfekt, for i slutningen af 1940’erne begyndte nye og mere moderne vinde at blæse. Folk efterspurgte nyt, et opsving var i gang. Funkis blev den hotteste trend, og 2.000 brugsforeninger over hele landet solgte møblerne – til en pris, folk kunne betale.

Salgstallene i 1950’erne var fabelagtige, og FDB’s ikoniske møbler nåede en udbredelse, der ikke er set magen til siden. 

Kend dine klassikere: 7 ikoniske designere

Vil du vide mere om designerne bag de danske FDB-klassikere, som forhandles i FDB Møbler Gilleleje, så læs videre her:

Praktiske oplysninger

Se åbningstider nedenfor. FDB Møbler Gilleleje holder derudover åbent på udvalgte helligdage, og har udvidet åbningstid i skolernes sommerferie.