skip_to_main_content
VisitNordsjælland

Døre til en anden virkelighed – Udstilling om tro og overtro på Elværket i Hillerød

Oplev fortidens tro og overtro, som den har set ud i Nordsjælland. Se blandt andet genstande af guld fundet i lokalområdet, eller gå på opdagelse med børnene ved hjælp af bogen ”Eventyret om tro”.

Bag hver dør finder du et nyt troselement

Der har ikke kun været én dominerende tro i Danmark. Op gennem tiden har der været mange forskellige trosretninger, og de har både overlappet og afløst hinanden.

Gå gennem dørene i udstillingen på Elværket i Hillerød, der er en del af Museum Nordsjælland. Hver dør symboliserer indgangen til et nyt tema indenfor tro og overtro i datidens Danmark. Se for eksempel en række guldgenstande fundet i Nordsjælland, som Nationalmuseet har udlånt til udstillingen.

Besøg udstillingen på Elværket i Hillerød.

Efterårsferie på Elværket

Kom forbi Elværket i Hillerød i efterårsferien – Her kan du lave amuletter i det historiske værksted og udforske den arkæologiske udstilling ’Døre til en anden virkelighed – tro og overtro i fortiden’. 

Der er oplevelser både for børn og voksne. Den er fyldt med døre og låger, som skal åbnes, så man bl.a. kan gå på opdagelse i amuletternes hemmelige verden, undersøge bronzealderens urnegrav og ildens magiske betydning. Og der er et guldrum med flotte ting af ægte guld. Amuletværkstedet er åbent mandag-fredag kl. 11-15.00 og koster 20 kr. for deltagelse. 

Følg børnebogen rundt i udstillingen på Museum Nordsjælland

Tag børnene eller børnebørnene med i udstillingen. Hvis I følger bogen ”Eventyret om tro” bliver I guidet rundt gennem dørene efter de valg, I selv tager. På den måde kan I både opleve og udforske udstillingen på en sjov og børnevenlig måde.

Det kan du også opleve på Museum Nordsjælland.