skip_to_main_content

102 kunstnere udstiller | Kunstrunden Nordsjællands fællesudstilling

Som optakt til Kunstrunden Nordsjællands Åbne Døre i weekenden d. 30-31. oktober, udstiller 102 nordsjællandske kunstnere i Kunsthuset Annaborg. Se, hvad der rører sig på kunstscenen i Nordsjælland, udtrykt i keramik, tekstilkunst, skulptur, olie- og akrylmaleri, akvarel, tegning, blandform og installationskunst. Og brug udstillingen til at planlægge dine besøg i værksteder og atelierer under Kunstrunden 2021.

102 forskellige udtryk

Det er sjældent, du får mulighed for at se så mange forskellige kunstneriske udtryk som på den aktuelle udstilling i Kunsthuset Annaborg. Men når 102 professionelle og aktive kunstnere og kunsthåndværkere udstiller deres værker i samarbejde med Hillerød Kunstforening, bliver det et sansebombardement af indtryk.

Udstillingen har da også et særlig formål – nemlig at være optakt til, og appetitvækker på, Kunstrunden Nordsjællands årlige hovedevent: Åbne Døre i weekenden 30-31. oktober 2021.

Skræddersy din egen kunstrunde

Gå på opdagelse i de mange forskellige værker, som spænder fra installation, skulptur, blandform og maleri til akvarel, tegning, tekstilkunst og keramik. Der vil sikkert være værker, som appellerer mere til dig end andre – og udstillingen er da også tænkt som en mulighed for at udvælge, hvilke kunstnere du gerne vil besøge under Kunstrunden. Skræddersy din egen rute efter interesse, kunstart, geografi eller transportmiddel – Kunstrunden er en herlig mulighed for at opleve både natur og kultur på cykel mellem atelierer og værksteder i Nordsjælland.

Åbne Døre - mød kunstnerne på hjemmebane

Kunstrunden Nordsjællands medlemmer arbejder og bor over hele Nordsjælland, så der er rig mulighed for at komme rundt i det smukke landskab og samtidig få sig en helt særlig oplevelse. Mød kunstnerne på hjemmebane, fornem den stemning og atmosfære, der inspirerer og påvirker dem, og få måske en snak om motiver og teknikker. Nogle kunstnere præsenterer deres værker som en galleriudstilling, andre lader gæsterne få et indblik i deres hverdag, med maling på gulvet og igangværende arbejder. Der er lagt op til vidt forskellige oplevelser rundt i Nordsjælland.

Praktisk information

  • Udstillingen kan ses i Kunsthuset Annaborg fra d. 21. oktober til 21. november 2021, torsdag – søndag 12.00 -16.00.
  • Kunstrunden Nordsjælland holder Åbne Døre i weekenden d. 30-31. oktober kl. 11- 17.00