©  Foto:

Wieth Knudsens Observatorium - Se stjernerne helt tæt på

På Margot Nyholms Vej 19 inde i Tisvilde Hegn er det ikke naturen men himlen, man dyrker. Wieth-Knudsen Observatoriet ligger gemt bag træer og ser ikke ud af noget særligt.

Tisvildeleje er ideel til stjernekiggeri

To gange om måneden, når mørket falder på, kravler en flok nysgerrige gæster op ad hønsestigen inde i huset, op i den lille kuppel. Selv om gulvet kun er tre meter i diameter, og det store teleskop i midten fylder godt op, så er der alligevel plads til, at alle kan kigge i teleskopet, hver gang det bliver indstillet på Saturns ringe eller Planetarisk Tåge M27.

Astrofysiker Michael Quaade forklarer, at Tisvildeleje er ideel til stjernekiggeri. Her er ingen baggrundslys fra en storby, og luften er efter danske forhold meget rolig. Derfor bliver gengivelsen af himmellegemerne ekstra tydelig.

Se åbningstider for Wieth Knudsens Observatorium

Stjernekig og nordlys

Astrofysikeren er stolt af den nye kikkert og øser af sin store viden om alt det derude. Hver gang han drejer håndsvinget, bevæger kuplen sig rundt med en klagende lyd, og langsomt åbner den mod et nyt stykke af den mørke stjernehimmel over os.

Michael Quaade indstiller det digitale teleskop, og efter tur kigger vi på en af Jupiters mange måner, der ikke kan ses med det blotte øje, men tydeligt træder frem i okularet.

En sjælden gang er der også mulighed for at opleve nordlys både i observatoriet og på stranden i Tisvildeleje.