Vandring på Tisvildevejen 2017

HERUNDER KAN DU LÆSE om vores formål, og beskrivelsen af de fem dages fantastiske vandring gennem det smukkeste af Nordsjælland med gourmetmad, drikkevarer fra lokale producenter, kirkekoncerter, imødekommenhed i landsbyerne, folkekøkken, kulturguide og spændende foredrag om naturen, kulturen, maden, vinen og kulturhistorien.  

 

FORMÅLET: Vores formål er at skabe særlige oplevelser for både vandrere og aktører på Pilgrimsruten Tisvildevejen.  

Pilgrimsruten Tisvildevejen skal efterlade både deltager og aktør med en følelse af at have været en del af noget særligt. 

Vi vil med Tisvildevejens vandringer vække glæde, varme og engagement i mødet mellem mennesker og i det enkelte menneske som bor her, eller i gæsten som besøger Nordsjælland. 

Vi vil skabe særlige, nærværende oplevelser med kultur og natur, Oplevelser som bliver husket, og som man har lyst til at vende tilbage til. 

Projektet Pilgrimsruten Tisvildevejen er baseret på et samarbejde mellem Gribskov Kommune, Museum Nordsjælland, Naturstyrelsen, Esrum Kloster, lokale kirker, foreninger og virksomheder samt mange frivillige.  

Dette samarbejde mellem mange forskellige interessenter danner grundlag for mere liv og dynamik i og mellem landsbyerne.  

Der arbejdes på etablering af Pilrimsruten Tisvildevejen som en velkendt og attraktiv kultur- og naturrute gennem Nationalpark Kongernes Nordsjælland. 

 

PRAKTISKE INFORMATIONER om rejsen: 

Der er overnatning på gode feltsenge i de fire smukke landsbykirker og i menighedshusene. 
Al bagage køres fra landsby til landsby. 

Man skal kun selv bære en lille dagsrygsæk med regntøj, drikkedunk, solcreme m.v. 

Vandringen er på i alt ca. 60 km. fordelt på fem dage.  
Korteste dagsvandring ca.11 km. længste dagsvandring ca.17 km. 

Der tilbydes kørsel tilbage til klosteret eller til stationen den sidste dag.

 

Esrum-Mårum: ca. 12 km 

Mårum-Annisse: ca. 17 km 

Annisse-Ramløse: ca. 11 km 

Ramløse-Tibirke (inkl. Tisvilde Hegn): ca. 16 km 

 

  • Man får bogen om Tisvildevejen ved rejsens begyndelse samt kort. 
  • Der er kultur- og naturguide med på hele vandringen. 
  • Deltagerne vil i begyndelsen af juni modtage mail med flere praktiske informationer. 

 

 

Lokale små virksomheder og foreninger indgår som en meget vigtig del af oplevelsen.

Rejsen er baseret på lokal bæredygtighed mht. mad og oplevelser. Der er et stort lokalt engagement i at skabe en fantastisk oplevelse for vandrerne. 

Der er tilstræbt en særdeles høj kvalitet i både mad, drikke og oplevelser. 

 

Pakkeliste 

Din bagage skal indeholde: 

Liggeunderlag eller tyk rullemadras 

Sovepose/dyne

Hovedpude

Lagen 

Rygsæk/taske/kuffert med tøj osv. 

Regntøj 

Vabelplaster

Solcreme

Badetøj

Stor vanddunk 

Vandrestøvler/vandresko

Mobiltelefon

Sygesikringskort

 

Tisvildevejen fralægger sig ethvert ansvar i fh.t skade, ulykke eller sygdom opstået i forbindelse med vandringen, hvorfor deltagerne selv bedes sikre sig at have en personlig forsikring hjemmefra i tilfælde af ulykke.

Betaling af rejsen kan ikke refunderes senere end 14 dage forinden vandringen. 

 

Den guidede vandring Tisvildevejen 2017 

Pilgrimsruten Tisvildevejen er en fem dages vandring ad de smukkeste strækninger i Nordsjælland. Tisvildevejen går fra Esrum Kloster til Mårum, Annisse, Ramløse og ender på nuværende tidspunkt i Tisvilde ved Helene Kilde. 

Til sommer afvikles den femte arrangerede vandring ad Tisvildevejen, som går fra Esrum Kloster til Tibirke Kirke nær ved Tisvilde. 

Turen strækker sig i 2017 fra fredag d. 7.7.2017 - tirsdag den 11.7.2017 og koster 3.600 kr. for fire dage/fire overnatninger. Pilgrimsruten Tisvildevejen er fire dage fyldt med særlige oplevelser - en overflod af kultur, mad, samvær, sang og musik, natur, kunst, historier og meget mere...  

Dette er inkl. mad, frugt, kaffe/the, kage, kultur- og naturguidning, overnatning, oplevelser, bagagekørsel, musik, kort samt en bog om Tisvildevejen.

Du skal selv købe øl og vin/sodavand om aftenen. Der følger en hyldeblomstsodavand med til frokost, undtagen på Pibe Mølle hvor du selv skal købe. Du får din bagage kørt fra sted til sted, men skal selv have en turrygsæk til vand o.l. Du sover på en god feltseng, men du skal selv medbringe en god kraftig rullemadras. Der overnattes i kirker, menighedshuse og lignende.  Hvis du ønsker at overnatte privat under vandringen, skal du selv booke værelse. Prisen for denne overnatning er ud over billetprisen for at deltage.  

Hvis du har behov for at sove alene, er der begrænset mulighed for det, men du skal booke dette på forhånd og betale separat for dette. Skriv til os hvis dette er et ønske på westh@live.dk

  

Vi har på denne vandring sørget for alt, hvad vi forestiller os, du kan beriges af at opleve, når du kommer som gæst til vores smukke egn og sætter pris på kultur, natur og bevægelse. 

De arrangerede kulturvandringer ad Tisvildevejen repræsenterer den helt eksklusive kulturelle oplevelse af meget høj kvalitet for en gruppe på kun 30 deltagere. Det er en fire dages rejse med mange oplevelser i et fællesskab, og er ikke en pilgrimsvandring i traditionel forstand. Vandringen er skabt som en oplevelse, som læner sig op af traditionen i den danske folkehøjskole, hvor du gennem samvær, nærvær og oplysning opnår viden og forståelse for omverdenen.  

Det vil ikke være en pilgrimsvandring, hvor der er fokus på stilhed og det indadvendte, men fire dage fyldt med oplevelser og input, åndelige såvel som fysiske.  

Vi vil gerne have at du tager hjem med en følelse af at have oplevet så meget venlighed og hjertevarme, at du vil mærke det i dit hjerte længe efter. 

Tisvildevejen formidler kulturhistoriske værdier, naturoplevelser og kulturgeografi. Du ledes gennem Nordsjælland af den dygtige formidler og naturvejleder Niels Henriksen som gennemgående natur-og kulturformidler alle fire dage. Du vil også ofte opleve frivillige og ansatte i kirker, møller, forsamlings- og menighedshuse på ruten, som inviterer indenfor og bidrager til deres del af fortællingen. Alt på ruten formidles dermed af mennesker, som har forskellige indsigter og forankring i kulturen og naturen. Der er dels de højt motiverede lokale folk, dels fagpersoner som naturvejleder, skovens ansatte eller arkæologer. Dette medvirker til en engageret, virkelighedsnær formidling og en samlet oplevelse af meget høj kvalitet. I vil opleve natur og kultur både gennem stemninger og konkret kulturformidling. I vil komme til at opleve og fornemme områdernes kendetegn og historier fra før og nu. 

I hver eneste by vil frivillige borgere fra landsbyerne og medarbejdere ved kirkerne glæde sig til at tage i mod jer.  

På rejsen præsenteres og involveres kirker, landsbysamfund, forsamlingshuse og møller som de unikke kulturhistoriske rammer de er. Den smukke bevaringsværdige gård Garbolund er f.eks. lørdag aften og søndag morgen rammen om ejeren Jette Haugaards introduktion til både hendes produktion af naturvin og gårdens spændende historie. Jette Haugaard formidler selv dette på Garbolunds gårdsplads, mens pilgrimmene nyder lidt at styrke sig på oven på dagens vandring. Om aftenen er der folkekøkken i Annisse Forsamlingshus, hvor lokale er inviteret med, og der er musik og fællessang med lokale musikere. 

Lokale dygtige musikere afholder også koncerter undervejs, hvor bl.a. afslutningskoncerten i Tibirke Kirke er en utrolig stemningsfuld afslutning på fire dages mangfoldige kulturindtryk.  

Gennem andagter, gudstjenester, fællessang, folkedans og koncerter undervejs præsenteres og involveres deltagerne aktivt i den danske kulturarv. 

Der gøres en indsats for et æstetisk udtryk af høj kvalitet ved forplejningen, ligesom vi arbejder med at gøre madoplevelsen til en særlig erindring hos gæsten. Maden leveres dels af lokale frivillige, dels af den lokale forening Gribskov Spisekammer, som er en sammenslutning af fødevareproducerende virksomheder. Gribskov Spisekammer anvender fortrinsvis økologiske og lokalt producerede råvarer. Frokosten lørdag på Pibe Mølle leveres af Restaurant Pibe Mølle, ligesom der den sidste dag spises frokost på Rabarbergården.  

 

Du får et kort udleveret ved rejsens begyndelse og der er som sagt natur- og kulturguide med på hele rejsen. Du behøver dog ikke at følges med flokken hele tiden, hvis du får lyst til at gå lidt alene. Hvis du går i almindeligt roligt tempo, med pauser, vil du være fremme til måltider, andagter m.m.

Den arrangerede vandring begynder således på Esrum Kloster og slutter fem dage senere i Tibirke Kirke, ca. 2 km fra kysten.  

Alle tilbydes kørsel til stationen eller til Esrum Kloster.

REJSEN I ORD 

Rejsens Dag 1 begynder kl. 11.00 på Esrum Klosters gårdsplads hvor Esrum Kloster viser klosteret og haven frem. Der serveres frokost i Klosterkælderen. 

Der vandres gennem Mårum Hegn til Mårum, hvor der hygges i præstegårdshaven og Kulsvierne fortæller om kulsvidning inden der er andagt i Mårum Kirke. 

Om aftenen spises middagen i Sognestuen hvor mikrobryggeriet "Det Våde Får" kommer og fortæller om deres ølbrygning og Garbolund Vin fortæller om deres naturvinsproduktion. Der soves i Mårum Kirke og på nabogården. 

Dag 2 går fra Mårum til Annisse gennem Gribskov. Der spises frokost og nydes kaffe og kage på Pibe Mølle Restaurant, inden man går op til Pibe Mølle som møllelauget viser frem for vandrene. Når man kommer frem til Annisse modtages man i Garbolunds Vinmarker, som Jette Haugaard vil vise frem og fortælle om. Pilgrimmene kommer herefter frem til det smukke Garbolund og får foredrag om gården mens de hviler fødderne i et svalende vandbad, lidt lokalproducerede lækkerier og et glas kølig vin. 

Om aftenen er der folkekøkken i Annisse Forsamlingshus som har tillavet skøn mad af lokale økologiske råvarer, og der kommer musikere og spiller med til fællessang og senere folkedans, for de som har lyst. Dette er en meget dejlig aften hvor pilgrimmene får lejlighed til at møde de lokale fra området og pilgrimme fra tidligere år også er inviteret med. igen overnattes der i den lokale kirke samt menighedshuset. 

Dag 3 er der andagt i Annisse Kirke efter en gourmetmorgenmad fra Rabarbergården som spises på Garbolund. 

Pilgrimmene går den smukke tur langs Arresøens bred til Ramløse. I Ramløse er der Mølledag hvilket er en rigtig hyggelig begivenhed i Ramløse. Madpakken nydes ved Ramløse Mølle. 

Om eftermiddagen er der historisk foredrag i Ramløse Sognelænge ved lokal historiker, og senere kommer Jan Friis Mikkelsen fra restaurant Tinggården og fortæller om restaurant Tinggården og om den tre-retters gourmetmiddag som pilgrimmene får serveret fra Tinggården. 

Om aftenen er der fællessang og hygge i Ramløse Sognelænge inden der overnattes i Ramløse Kirke. 

Dag 4 går pilgrimmene over Ellemosen, som er et smukt og fuglerigt område. Efter en stillevandring indtages madpakken ved kirken med udsigt over Ellemosen. Herefter er der besøg i Eva Müllers galleri "Tibirke Kunst". 

Om eftermiddagen går turen rundt i Tisvilde Hegn med pens. skovfoged Poul Olsen og ved Asserbo Slotsruin serveres kaffe og kage og foredrag om Asserbo Slotsruin. 

Middagen indtages i det hyggelige menighedshus Gretely ved Tibirke. 

Efter maden er der kirkekoncert med lokale musikere. 

Der overnattes i Gretely og Tibirke Kirke. 

Dag 5 er der efter morgenmaden andagt i Tibirke Kirke og herefter fortælling på Stutteri Tirsvæld, hvor gårdejer Søren Grene vil berette om områdets spændende historie smukt illustreret af det store vægmaleri de har fået lavet på deres gård, netop om Tibirkes historie. 

Pilgrimmene går nu gennem det naturskønne Holløse Bredning med de mange spændende fugle, bl.a. ses Fiskeørn og Havørn her. 

Frokosten, kaffe og kage har Rabarbergården med Lousie og Thomas Køster lavet til pilgrimmene, og de vil efter den skønne mad vise deres gård frem og fortælle om deres spændende gård og restaurant. 

Efter nogle gode timer hos Louise og Thomas køres pilgrimmene om eftermiddagen til stationen eller Esrum kloster og vi siger mange tak for i år! 

Pilgrimsruten er beskrevet i bogen om Pilrimsruten Tisvildevejen som kan findes ved at kopiere dette link: 

https://iss...…/…/tisvildevejen_indmad_samlet_new

 

Man kan se flere informationer her på Visit Nordsjællands side, men også følge projektet på facebooksiden for Pilgrimsruten Tisvildevejen: https://www.facebook.com/Santiagoruten.Tisvildevejen/

 

Kontakt og spørgsmål til projektleder: Rigmor Westh Baagøe, westh@.dk

 

Arrangeret af Pilgrimsruten Tisvildevejen © 

Pris: kr. 3600,00 inkl. fuld forplejning, overnatning og oplevelser samt bog om Pilgrimsruten Tisvildevejen. 

Del denne side